Efter et par døgn i respirator, vælger jeg nu at slukke. For min blog.

Havde en svær samtale igår. En af den slags uden hale og med masser af ord, der gik i ring. Samtalen var med eksmanden - og midt i alle ordene, sagde han disse; “jeg ved jo godt, at du har en blog” .

Han har så læst med på sidelinien undervejs. Men jeg har intet at skjule - men ved blot, at den ikke skal leve mere. Jeg ville aldrig kunne skrive med den viden.

Pludselig giver det mening. Igår påstod han (igen og igen og), at jeg måtte have det dårligt. Men selvfølgelig - han har læst indlægget fra forleden. Og det var en smule nedtrykt - det indrømmer jeg. Men det er svært at fortrænge tanker om hussalg, om første jul som en splittet familie, om børn der ønsker og håber, og om alle de håb, man har slukket. Og fået slukket.

“Kom nu videre”.

Jeg er videre. Men jeg har stadig følelser. Mærker stadig sorg. Har stadig aftener, hvor det hele er uoverskueligt.

Men jeg har masser af glæde. Masser af ro. Masser af flirt. Masser af mennesker, der står og holder min ryg med deres hænder. Masser.

Men ikke nogen blog.

Ikke mere…..

Biiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiip.

Fik for noget tid siden denne her af hende her !

Hun er helt speciel - og jeg blev naturligvis superglad og beæret..

Hun kan noget helt særligt med ord og med hjertet.

Jeg fik også besked på at sende den videre. Men jeg har intet blik for hvem og hvad. Så den må blive her - lidt endnu. 

Knus Blogwoman 

Sad vel bare og spekulerede på, hvorvidt man finder ordene igen, når man slet ikke skriver? Troede måske bare, de kom - sådan helt af sig selv.

Skrev sig selv.

Men erkender nu, at der skal hives og trækkes - og strækkes…

Øvelse 1: Skriv 10 ord!

Sidder om aftenen og stirrer ind i skærmen. Ser intet.

Øvelse 2: Skriv 20 ord!

At vente på et nyt årstal er vel egentlig farligt? Man kan vel ikke vente uden at stå stille - eller?

Øvelse 3: Skriv 30 ord!

Har det så godt. Det kan man sagtens bilde sig selv ind. Intet problem. Problemet er vel nok mest fortrængningen, der alligevel ikke bliver der, hvor man sender den hen?

Øvelse: Skriv noget, der giver mening!

?

1 og 2 og 3 og pust

1 og 2 og 3 og pust

fortsættes…..

Var lige inde og vende - oprette - og udveksle ord - blive fornærmet, smigret, chokeret, glad, skræmt. Skræmt, skræmt, skræmt…

Er vist ikke klar til dating.dk

Jeg syns måske nok, at man lige skal skrive lidt sammen, inden man viser sine kønsdele?

Eller måske bare lige tjekke hinanden ud en smule, inden man skal droppe forbi til kaffe?

Jeg ved det ikke. Eller jo - det ved jeg godt. Det var ikke mig - bliver det måske heller aldrig. Fred være med det - ikk?

Men så er det prøvet. 3 døgn på dating.dk. Og så et enkelt tryk - på slet….

Jeg ved godt, at der sidder mange derude, der har stor glæde og fornøjelse af dette site. Det er ikke for at fornærme nogen. Der er sikkert en masse happy end - historier derfra også….

Ikke “kærlighed”, ikke “venskab”, ikke “fred”, ikke “lykke”.

Bare det simple - men svære; “nej“.

Jeg er helt sikker på, at mange misforstår betydningen af ordet. Det er jo et ord med en negativ klang. Man siger jo ikke “nej” i kirken“.

Men for mig - er “nej” min bedste ven…  

Det er så nemt at sige “ja”. Det er jo det, der forventes. “Sig nu bare - ja”. “Kom nu”…

Men “ja” ordet er sprængfyldt med forventninger og pres. Og sommetider er “ja”  i virkeligheden et forklædt “nej”.

Det er en kunst at sige “nej”. For det er ikke rigtig tilladt.

Men for mig er det. Det er forbundet med ærlighed. At man tør mærke efter -og tør svare, som man føler.

Jeg bruger ordet “nej” en del for tiden. Fordi mit overskud er taget på en lang rejse - og har efterladt mig med lige præcis nok energi til at være mor. Derfor siger jeg nej til venner og familie. Mennesker med alle de rigtige hensigter - men for hvem jeg kun kan skuffe - både ved at sige “ja”. Men også når jeg siger “nej”.

Så jeg vælger “nej”. For jeg vælger mig selv.

Det kan føles som egoisme. Jeg er sikker på, at verden kan tænke det sådan.

Men jeg mener det ikke egoistisk.

Jeg overlever bare.

Jeg har sommerferie. Og så har jeg ro og tid til at læse. Jeg nærmest æder bøger, når jeg endelig har ferie.

Min familie bliver ganske trætte af mig - og brokker sig højlydt over morens mange lange timer med fiktive universer, der synes mere interessant, end den virkelige verden. Jeg bliver suget ind i familier, som jeg kommer til at kende og holde af - og jeg svarer gerne med; “jae” og “ok” - eller “uhm”, når den virkelige verden kalder - for så at vende tilbage til den nye verden et øjeblik efter.

Jeg læste Helle Helle. Det havde jeg aldrig gjort før - og nu skulle det være.

Hendes skrivestil må betegnes som enkel. Realisme helt til kanten - og var det væltet udover, havde man også kunnet læse om hovedpersonernes pillen næse og andre vældig (for mig) uinteressante gøremål.

Men jeg ved jo godt, at det er så svært at skrive enkelt. Det er altid svært at være enkel.

At være kompliceret -  er i virkeligheden nemt. Ja, det er i hvert fald min påstand.

Altså - når man roder - så er det dejligt nemt. Men skal man rydde op - så bliver det svært. Er det det samme? For mig er det….

Ikke desto mindre - så kedede jeg mig i det realistiske - og enkle univers, som hun lagde foran mig. Jeg kedede mig - helt enkelt…

Men betyder det så, at jeg kun er til komplicerede bøger? Nej. Men jeg skal nok fodres lidt mere emotionelt. Der må gerne være dramaer, så det driver. De store følelser - den store sorg - den store glæde… Alt det midt imellem synes kedeligt.

Men realisme kan vel også være kompliceret? Det må så bare være en større kunst at kunne skrive enkelt?

Ideer til gode bøger ønskes…

Kærlig hilsen

Blogwoman

Hvorfor var det så lige, at jeg blev så sur på Bilka-drengen idag?

Jeg skulle købe kamera. Ja, og det har taget mig et halvt år - mest fordi jeg synes, at det er en jungle - og jeg er nok bare ikke en junglepige…

Fandt et super tilbud. Godt nok i Bilka. Og jeg burde have vidst bedre.

Derfor blev jeg så uvenner med en stakkels Bilka-dreng idag. Fordi han udviste så ringe service, at jeg nærmest selv måtte skrive garantibeviset.

Og så skulle jeg - altså jeg mener mig (der ingen forstand har på den slags) selv tjekke op på, om jeg nu også havde fået det rigtige memorycard - og det var det jo så heller ikke… Ups. Sådan fortsætter historien i en uendelighed. Og jeg blev sur. Han fik vist lige frustrationer nok til de næste par måneder. Og så tænkte jeg, at han nok tænkte; “Dumme ….. Få dig et liv”. Ja, han sagde det jo ikke - men han tænkte det helt sikkert.

Og så tænkte jeg - (ja, jeg sagde det jo ikke); “Det kan godt være, at jeg ikke har noget liv for tiden. Det er sku nok rigtig nok. MEN jeg har faglig stolthed. Og hvor er det så lige, du har gemt din?”….

Eller måske er han bare ligeglad. Han kom i hvert tilfælde ikke løbende med undskyldninger på snor og 20 røde roser… Næ…. Han går nok bare hjem og brokker sig over den kunde, der lige skulle “spytte” 3 måneders frustrationer i hovedet på ham her til formiddag….

Hvem sagde hidsig?

Men skammen sidder helt fast.

Jeg vil meget hellere fortælle om, hvordan min skilsmisse er af den lykkelige slags. Men stillingen er lige nu, at vi har tabt. Begge to - eller alle 4. Jeg kan sagtens tænke mig til, hvordan livet skal være. Men det bliver ved tanker - og forventninger, der slår skår.

Børnenes far kom hjem fra 12 dage forretningsrejse i udlandet. Han skulle hjem til os og se ungerne.

Idet han kommer ind af døren, får han trykket på alle mine ømme knapper. Hver og en.

1 time efter beder han mig om at gå.

I denne korte stund beviste jeg, at jeg et sted på vejen tabte min værdighed. Jeg blev trykket så professionelt på alle de knapper, der gør mig allerværst. Og da han lukker døren op - og beder mig forsvinde, så tænker jeg kun på, hvor meget han har ødelagt - og glemmer mig selv. Det er kun hans skyld. Ikke min.

Men skammen kender sandheden. Jeg skal ikke kigge langt ind i mig selv, før det viser sig. Alle de gange, hvor jeg tog de forkerte valg. De lyser som små kulørte lamper - og jeg leder efter off-knappen på hver og en. For det er så meget nemmere at skyde med skyld - væk fra sig selv.

Men skammen ved bedre. Og da jeg senere stod i Bilka og fyldte Lucaspærere i kurven, så vidste jeg, at jeg skulle hjem i mit eksil og spise min egen skam. Æde min ensomhed og bare være lige der, hvor det gør allermest ondt.

For tanken om, at mine børn skulle lægge sjæl til vores opførsel denne eftermiddag, mine undskyldninger, der rungede tomt - for skaden var sket. Og man kan ikke bare undskylde sig ud af alt. Nej, man skal gøre det ordentligt - så man ikke behøver at undskylde. Det er kunsten. At gøre det ordentligt.

“Jeg er jo bare et menneske”. Nej, jeg er ikke sådan et menneske. Jeg vil ikke undskylde mere.

Jeg vil meget hellere gøre det ordentligt fra starten.

Jeg regnede ikke med, at jeg skulle skrive om mine artige og pæne børn, der altid satte alle andre før dem selv - og ikke ønskede andet, end fred i verden på deres fødselsdag.

Jeg regnede ikke med, at jeg skulle skrive romantiske fortællinger fra virkeligheden og hverdagen. Du og jeg - sammen - for altid.

Jeg regnede ikke med, at jeg skulle sprede glæde og ord, og alt det, der rimer på idyl…

Jeg regnede ikke med, at jeg skulle skrive en slags kolonihaveblog - bare uden kolonihavehuset.

Jeg regnede ikke med, at min blog skulle blive en skilsmisseblog.

Men det blev en skilsmisseblog - og dem findes der vel egentlig nok af?

Derfor sætter jeg bloggen på pause. Skriver først igen, når livet er blevet, som jeg håbede på. Ikke flere illusioner. Ikke flere faldefærdige drømme.

Jeg savner jer allerede. Men kigger nok forbi hos jer - ind imellem….

Knus

Blogwoman