Blogwomans bekendelser…

For enden af alle klicheer

er der rigtige ord.

For enden af alle klicheer

hvor regnbuen ender,

roser er røde,

og enhver er sin egen lykkessmed.

Der bagved.

Ligger de rigtige ord.

Jeg kan bare ikke finde dem.

Jeg er helt tom.

Tomme tanker, der ikke tænker.

Tomme ord, der ikke skrives.

Tomme linier på hvide sider.

Kan en hjerne tage på ferie?

Og i så fald -

hvor tager hjerner hen, når de tager væk?

Guiden til hvordan man, som blogger, bliver læst af flest skriver bl.a.:

“Forestil dig en lille mand på din skulder, som spørger “Og hva’ så?” hver gang du har skrevet et indlæg - og blog det så kun, hvis du kan svare ham!”

Det er da lige til at få endnu flere skriveBLOGkeringer af.. Eller er det bare mig, der er lidt rundtosset og åndsfraværende her?

at spørge….

Jeg skulle egentlig ikke skrive et indlæg idag. Har nemlig fået skriveBLOGkeringer… Man vil jo så gerne skrive noget interessant - og ikke bare skrive for at skrive (som jeg IKKE gør lige nu;-)) - Men så er det jeg spørger: Hvor går grænsen for kedsommelige blog? Hvor spændende er det egentligt at høre om folkets små trivialiteter?? Skal man ikke skrive, så man ikke spilder folks tid? Og hvor interessant er man lige, når man bare er ikke noget særligt?