Kære fremmede - tag mit hjerte
mandag, 18.06.2007.
Nu er denne blog ikke skrevet for, at jeg kan pudse glorie eller andre skinnende objekter. Ej heller er den skrevet for, at alle skal stå op på deres stole og give mig lange anerkendende klapsalver. Men jeg er blevet organdonor..
Første gang jeg tænkte tanken var for ca. 15 år siden. Nogle tanker tager bare lang tid, før de bliver til handling. Men jeg gjorde det forleden dag. Med fuldstændig tilladelse, så ingen kan komme bagefter og nægte mine organer adgang til et andet menneskes krop.
Men så var det lige, jeg tænkte en lidt hurtigere tanke.. Hvorfor er det sådan en svær beslutning for mange? Hvad er vi (jeg!) bange for?
