Blogwomans bekendelser…

begynde at skrive?

Sad vel bare og spekulerede på, hvorvidt man finder ordene igen, når man slet ikke skriver? Troede måske bare, de kom - sådan helt af sig selv.

Skrev sig selv.

Men erkender nu, at der skal hives og trækkes - og strækkes…

Øvelse 1: Skriv 10 ord!

Sidder om aftenen og stirrer ind i skærmen. Ser intet.

Øvelse 2: Skriv 20 ord!

At vente på et nyt årstal er vel egentlig farligt? Man kan vel ikke vente uden at stå stille - eller?

Øvelse 3: Skriv 30 ord!

Har det så godt. Det kan man sagtens bilde sig selv ind. Intet problem. Problemet er vel nok mest fortrængningen, der alligevel ikke bliver der, hvor man sender den hen?

Øvelse: Skriv noget, der giver mening!

?

Jeg vidste simpelthen ikke, at det skulle betyde så meget… Det er jo bare et skilt. Sat af en ejendomsmægler, der skal sælge mit hus. Vores hus.

Nu også billederne på hjemmesiden. Endnu et synligt bevis på endegyldigheden. Et bevis, der gør det fuldstændigt umuligt at fortrænge. Ikke at det er sundt - men det føles nødvendigt. Jeg skal jo lige samle alt det andet op først - og så mig selv til sidst. Så jeg har ikke brug for disse følelser, der vælter rundt - ukontrolleret grænsende til det knudeskabende…

Jeg vidste jo godt, at jeg skulle igennem en sorg. Men det er en smule pinligt at indrømme, at jeg sørger over mursten.

Problemet er bare, at det ikke kun er mursten. Det er kærlighed, minder, hjerteblod og hjertetårer… Det er et hjem, der blev en bolig - men som alligevel var den trygge ramme, det normale i det unormale. Og nu kommer der så (forhåbentlig) en ny familie, der skal leve indenfor murene. Og samle glæder og sorger i mine rum - omkranset af mine mursten.

Og tro ikke, at jeg ikke griner ad mig selv. Men det er tragisk-komisk. Og min latter runger hult.

Det gør så ondt. Og det er bare mursten…

Bono synger; “A house doesn’t make a home” - og jeg ved, at han har ret. Min fornuft er slet ikke i tvivl om, at han virkelig har ret. Men mine følelser er ikke overbevist.

Jeg skal jo bare vinde 10 millioner i lotto - så jeg kan blive boende - ikk?

Hvad snakker du om????

Av….

Fordi, at livet føles som om jeg går med mig selv i snor. Og snoren strammer til. Lidt mere. Hele tiden. 

Imens mine kæber anstrengende bider. Over. Men hver gang det næsten lykkes, så opstår der nye snore. Bare bredere.

Fordi jeg lovede mig selv, at jeg ville godt igennem. Men alligevel ikke gør det godt nok.

Fordi at illusioner fyldt med løgne er bedre, end bristede?

Mit korthus er en smule skrøbeligt…

Jeg kæmper lidt med boligselskabet, der er ved at bygge mit nye hus (for så venligst at udleje det til mig, når de bliver færdige).

De vil absolut sætte et grimt køkken ind. Og jeg vil så gerne have et pænt køkken.

Nu er det sådan, at jeg har overskredet datoen for ændringer af indbo… Jeg kan se, at vi tog beslutningen en måned for sent. Boligselskabet kan ikke få arkitekterne til at bestille et pænt køkken - De vil kun sætte det grimme op - fordi jeg er for sent på den. Og det er trods det, at huset står som rå vægge på nuværende tidspunkt - og absolut ikke ligner et hus, der er klar til at få sat køkken ind.

Først om 4 måneder er huset færdig. Men alligevel er jeg for sent på den. Jeg skal altså leve med et grimt køkken. Og det er ikke kun mig, der synes det er grimt. Det synes boligselskabsdamen også. Hun kan bare hverken hugge eller stikke i arkitekterne - og Miss Nobody (mig) kan kun sidde tilbage og skræppe med baskende vinger… .

Så nu har jeg gjort noget, jeg aldrig har gjort før. Endda noget jeg har forsvoret…

Jeg har pudset min far på dem. Min store farlige far. Han kender forhandlingsborde - kender diplomatiet, kender de gode tricks - og har de rigtige forbindelser.

Jeg tror nok, jeg mister lidt stolthed på det her. Men jeg vil altså så gerne have et pænt køkken…..

Jeg har længe følt, at jeg balancerede gennem livet med en brændende kaffekop i min hånd. 

“Forsigtig”. “Forsigtig”.

Det er forbandet svært at leve livet, når man konstant skal sikre sig, at kaffen ikke spildes. At man ikke bliver forbrændt.

Jeg har ofte spekuleret på, hvad der dog ville ske, hvis jeg slap?

Nu har jeg sluppet og ja, jeg er blevet forbrændt. Men det heler igen. Og jo, jeg har spildt en masse! Men det var ikke uden grund. Og jo, der er meget oprydningsarbejde, når skårene skal samles op - og gulvet renses. Men jeg slap - og jeg ville aldrig have troet, at jeg turde…

I dette øjeblik føles livet på en og samme tid meget sværere. Og alligevel så meget nemmere…

Måske det kun giver mening for mig?  (Og hvad snakker hun om med den kaffekop???)