Blogwomans bekendelser…

Ordene sidder lidt løsere på mig.

Men skammen sidder helt fast.

Jeg vil meget hellere fortælle om, hvordan min skilsmisse er af den lykkelige slags. Men stillingen er lige nu, at vi har tabt. Begge to - eller alle 4. Jeg kan sagtens tænke mig til, hvordan livet skal være. Men det bliver ved tanker - og forventninger, der slår skår.

Børnenes far kom hjem fra 12 dage forretningsrejse i udlandet. Han skulle hjem til os og se ungerne.

Idet han kommer ind af døren, får han trykket på alle mine ømme knapper. Hver og en.

1 time efter beder han mig om at gå.

I denne korte stund beviste jeg, at jeg et sted på vejen tabte min værdighed. Jeg blev trykket så professionelt på alle de knapper, der gør mig allerværst. Og da han lukker døren op - og beder mig forsvinde, så tænker jeg kun på, hvor meget han har ødelagt - og glemmer mig selv. Det er kun hans skyld. Ikke min.

Men skammen kender sandheden. Jeg skal ikke kigge langt ind i mig selv, før det viser sig. Alle de gange, hvor jeg tog de forkerte valg. De lyser som små kulørte lamper - og jeg leder efter off-knappen på hver og en. For det er så meget nemmere at skyde med skyld - væk fra sig selv.

Men skammen ved bedre. Og da jeg senere stod i Bilka og fyldte Lucaspærere i kurven, så vidste jeg, at jeg skulle hjem i mit eksil og spise min egen skam. Æde min ensomhed og bare være lige der, hvor det gør allermest ondt.

For tanken om, at mine børn skulle lægge sjæl til vores opførsel denne eftermiddag, mine undskyldninger, der rungede tomt - for skaden var sket. Og man kan ikke bare undskylde sig ud af alt. Nej, man skal gøre det ordentligt - så man ikke behøver at undskylde. Det er kunsten. At gøre det ordentligt.

“Jeg er jo bare et menneske”. Nej, jeg er ikke sådan et menneske. Jeg vil ikke undskylde mere.

Jeg vil meget hellere gøre det ordentligt fra starten.

Ja, jeg havde det nok på fornemmelsen. Anede det, da jeg måtte gå i seng - straks efter arbejde igår.

Nu er jeg så her. Sover. Mest. Men ville gerne lige prøve at holde hovedet oprejst - og øjenlågene åbne. Bare en lille smule ved tasterne. Et afbræk.

Sidder så her og drømmer om kartoffelsuppe. Prøvede at ringe til min far (pensionisten). Han tog ikke telefonen. Har nok travlt. Det har pensionister jo….

Tror bare, jeg finder en kop the et sted….

YNK……

Var til læge idag. Har haft knuder i det ene bryst. Synes de er blevet mindre (altså knuderne) - men er stadig meget øm.

Havde egentlig regnet med, at lægekvinden ville sige; “Åh - det er ikke noget. Det skal du ikke være bekymret for”. Sådan plejer lægekvinden nemlig at sige - næsten uanset….

Men det sagde hun ikke idag.

Hun kunne faktisk mærke knuder i begge bryster - og har nu sendt mit personnummer til sygehuset - og så skal jeg stå der - om 14 dage - med brysterne presset ind i mammografi-apparatet. Og det er der heldigvis tusindvis af kvinder, der har gjort før mig. Så det går nok. Det skal det jo.

Ja - det går nok….

Min jul gik i stykker. Vi skulle til svigerfamilien. Juleaften var tålelig. Svigermor med pinagtigt ansigt. Svigerinde som gerne vil være perfekt, men som slet ikke er det (ligesom alle os andre), forventninger, der overstiger maximum - glade jul, dejlige jul…

På en eller anden måde havde vi mixet en cocktail, der ikke kunne drikkes????

Nå, men 1. juledag ber jeg min svigerinde om hjælp i køkkenet - og selvfølgelig er der en lang forhistorie på 33 kapitler - men sagens kerne er, at hun skreg og råbte af mig. Svigermor (Maude) gik i seng. Svigerfar gik i køkkenet - og jeg gik en tur med min kæreste - kom tilbage, pakkede mine ting og forlod huset… Jeg vendte ikke tilbage. Sidder nu hjemme. Min familie er stadig hos svigerfamilien. Julen gik i stykker - men min kæreste rydder op - og fejer resterne ind under gulvtæppet - det gør man nemlig i hans familie.

Så er alle lykkelige - men forvent  ikke at få et ærligt svar, hvis du spørger min svigerfamilie om, hvordan deres jul var?

Gi’r det mening? Nej, svarer du.

Det gør det heller ikke for mig.

Når livet er noget rod

og oprydning er livet.

Hvad gør man så?