Blogwomans bekendelser…

Bip, bip, bip, bip, bip…………..

Efter et par døgn i respirator, vælger jeg nu at slukke. For min blog.

Havde en svær samtale igår. En af den slags uden hale og med masser af ord, der gik i ring. Samtalen var med eksmanden - og midt i alle ordene, sagde han disse; “jeg ved jo godt, at du har en blog” .

Han har så læst med på sidelinien undervejs. Men jeg har intet at skjule - men ved blot, at den ikke skal leve mere. Jeg ville aldrig kunne skrive med den viden.

Pludselig giver det mening. Igår påstod han (igen og igen og), at jeg måtte have det dårligt. Men selvfølgelig - han har læst indlægget fra forleden. Og det var en smule nedtrykt - det indrømmer jeg. Men det er svært at fortrænge tanker om hussalg, om første jul som en splittet familie, om børn der ønsker og håber, og om alle de håb, man har slukket. Og fået slukket.

“Kom nu videre”.

Jeg er videre. Men jeg har stadig følelser. Mærker stadig sorg. Har stadig aftener, hvor det hele er uoverskueligt.

Men jeg har masser af glæde. Masser af ro. Masser af flirt. Masser af mennesker, der står og holder min ryg med deres hænder. Masser.

Men ikke nogen blog.

Ikke mere…..

Biiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiip.

Fik for noget tid siden denne her af hende her !

Hun er helt speciel - og jeg blev naturligvis superglad og beæret..

Hun kan noget helt særligt med ord og med hjertet.

Jeg fik også besked på at sende den videre. Men jeg har intet blik for hvem og hvad. Så den må blive her - lidt endnu. 

Knus Blogwoman 

1 og 2 og 3 og pust

1 og 2 og 3 og pust

1 og 2 og 3 og pust

fortsættes…..

Jeg regnede ikke med, at jeg skulle være en hyggeblog. Sådan en med billeder af hjemmelavede boller og sirligt opsatte blomsterdekorationer i vaser fra bedstemors tid.

Jeg regnede ikke med, at jeg skulle skrive om mine artige og pæne børn, der altid satte alle andre før dem selv - og ikke ønskede andet, end fred i verden på deres fødselsdag.

Jeg regnede ikke med, at jeg skulle skrive romantiske fortællinger fra virkeligheden og hverdagen. Du og jeg - sammen - for altid.

Jeg regnede ikke med, at jeg skulle sprede glæde og ord, og alt det, der rimer på idyl…

Jeg regnede ikke med, at jeg skulle skrive en slags kolonihaveblog - bare uden kolonihavehuset.

Jeg regnede ikke med, at min blog skulle blive en skilsmisseblog.

Men det blev en skilsmisseblog - og dem findes der vel egentlig nok af?

Derfor sætter jeg bloggen på pause. Skriver først igen, når livet er blevet, som jeg håbede på. Ikke flere illusioner. Ikke flere faldefærdige drømme.

Jeg savner jer allerede. Men kigger nok forbi hos jer - ind imellem….

Knus

Blogwoman

Tager en lille pause. Kan mærke, at det er det, der skal til.

Jeg er så taknemmelig for jeres støtte. Den gør mig så godt.

Jeg håber, at mit overskud vender tilbage snart. At lyset for enden af tunellen bliver skarpere. At jeg får ro til igen at skrive. Kommentere. Læse.

Og indtil da…. Vil jeg sende så mange kærlige tanker til alle jer fantastiske medbloggere.

Vi ses.

Knus

Blogwoman