Skam
fredag, 18.04.2008.Ordene sidder lidt løsere på mig.
Men skammen sidder helt fast.
Jeg vil meget hellere fortælle om, hvordan min skilsmisse er af den lykkelige slags. Men stillingen er lige nu, at vi har tabt. Begge to - eller alle 4. Jeg kan sagtens tænke mig til, hvordan livet skal være. Men det bliver ved tanker - og forventninger, der slår skår.
Børnenes far kom hjem fra 12 dage forretningsrejse i udlandet. Han skulle hjem til os og se ungerne.
Idet han kommer ind af døren, får han trykket på alle mine ømme knapper. Hver og en.
1 time efter beder han mig om at gå.
I denne korte stund beviste jeg, at jeg et sted på vejen tabte min værdighed. Jeg blev trykket så professionelt på alle de knapper, der gør mig allerværst. Og da han lukker døren op - og beder mig forsvinde, så tænker jeg kun på, hvor meget han har ødelagt - og glemmer mig selv. Det er kun hans skyld. Ikke min.
Men skammen kender sandheden. Jeg skal ikke kigge langt ind i mig selv, før det viser sig. Alle de gange, hvor jeg tog de forkerte valg. De lyser som små kulørte lamper - og jeg leder efter off-knappen på hver og en. For det er så meget nemmere at skyde med skyld - væk fra sig selv.
Men skammen ved bedre. Og da jeg senere stod i Bilka og fyldte Lucaspærere i kurven, så vidste jeg, at jeg skulle hjem i mit eksil og spise min egen skam. Æde min ensomhed og bare være lige der, hvor det gør allermest ondt.
For tanken om, at mine børn skulle lægge sjæl til vores opførsel denne eftermiddag, mine undskyldninger, der rungede tomt - for skaden var sket. Og man kan ikke bare undskylde sig ud af alt. Nej, man skal gøre det ordentligt - så man ikke behøver at undskylde. Det er kunsten. At gøre det ordentligt.
“Jeg er jo bare et menneske”. Nej, jeg er ikke sådan et menneske. Jeg vil ikke undskylde mere.
Jeg vil meget hellere gøre det ordentligt fra starten.
