Blogwomans bekendelser…

Jeg lærte meget på mit engelskkursus.

Især om engelsk humor.

Jeg fik kendskab til en engelsk satire-skuespillerinde, der fik mine grin til at sætte sig fast i mit ansigt.

Hun hedder Catherine Tate - og er kæmpestor i England - og mange kender hende måske herhjemme - men jeg har først “mødt” hende her…

Tate laver mange parodier på “almindelige” mennesker. Min favorit er Lauren.

Her er Lauren Cooper i skole (ringe billedkvalitet - se den aligevel):

http://www.youtube.com/watch?v=hxSSO1-zEq0&mode=related&search=

I dette klip bliver Lauren gift - eller måske gift (man er rigtig vedholden, hvis man ikke slukker, når Lauren begynder at synge…):

http://www.youtube.com/watch?v=yosbkVlT018&mode=related&search=

Dette klip er lavet i forbindelse med Rednoseday  http://www.rednoseday.com/

Her møder hun Tony Blair. Han er gået med på ideen, idet han ved, at han snart går af - og derfor ikke har så meget at miste. Men se det. Han spiller fantastisk - og Lauren møder sin overmand…

http://www.youtube.com/watch?v=sluVp4oknJw

Tate lavede denne parodi, da man begyndte at se denne “am i bovvered-pigetype” flere steder. Men sideeffekten af Tates parodi er, at mange unge piger har taget typen til sig.

Andre piger har taget “sproget” til sig - og sætter derfor mange grå hår i hovedet på voksenbefolkningen…

am i bovvered - thoug. Face? Do i look bovvered?

Så er det blevet weekend - og Blogcity forvandler sig til spammernes paradis.

Ja, dette er et brok-indlæg. Jeg har endda kategoriseret det under brokkerier. Og jeg kan i virkeligheden slet ikke lide at brokke mig… Øhhm

Brokwoman

friday_vs_monday.wmv

Mor ringer til voksen datter.

Moren: “Hej, det er mor”.

Datteren: “Hej mor”.

Moren: “Jeg er kommet til Jylland”.

Datteren: “Jeg vidste ikke, at du skulle til Jylland?”.

Moren: “Morfar er syg. Han har ligget i sengen i 5 dage. Han vil ikke spise”.

Datteren: “Så må du hilse ham”.

Moren: “Hans lunger er meget dårlige”. “Sådan er det at have gamle    forældre”.

Datteren: “Godt jeg ikke har gamle forældre”.

Moren: “Men det ønsker du da, at du får?”.

Datteren: “Ja, selvfølgelig”.

Moren: “Vi snakkes ved”.

Datteren: “Hils”.

Hvorfor er det, at man altid får sagt det forkerte på det rigtige tidspunkt?

Er på kursus i denne uge. Har forladt fuglereden og fløjet ud i verden efter inspiration. Engelskkursus med forplejning på det offentliges regning (så tak for frokost)…

Bliver så inspireret. Bliver så fyldt op med gode ideer. Gode metoder. Engagement fra folk, der brænder for faget - og brænder igennem.

Tak.

Kampen for at nå hertil kunne jeg snildt have undværet. En kamp, hvor man spidser albuerne syleskarpe. Skubber alle andre omkuld. I håbet om, at der denne gang investeres i mig. Og ikke de andre.

Tag mig. Tag mig.

Hvis jeg skal inspirere andre, skal jeg inspireres. Tro ikke, at jeg forbliver inspireret. Økonomisk udsultning er ikke inspirerende. Afslag på kurser er ikke inspirerende.

Når jeg så sidder der - langt om længe - og bliver inspireret. Så kan jeg næsten ikke vente med at komme tilbage til reden og fodre. 

Så for børnenes skyld - ikke kun min… Giv lærerne den efteruddannelse, der giver dem gejsten til at begejstre…

Det må da være pengene værd. Om ikke andet. Så i det lange løb.