Jeg kan mærke, at den er på vej. Jeg er ikke parat. Jeg vil gerne løbe i skjul, men jeg ved, at den kommer. Kan skimte den.
Kan ikke flygte.
Det er for hårdt at skulle overleve den.
Har brug for mere tid. Mere forberedelse. Mangler at lukke sprækkerne. Alle sprækkerne.
Efter storm kommer stilhed.
Larmende.
Min farmor og farfar boede i et tudsegammelt bondehus med bindingsværk og stråtag. Det var et levested. Min farfar elskede at stå i køkkenet og bage kiksekager og stege fuldfede ål på panden. Han var skortstensfejer-mester, og nogle gange var pengene store, andre gange små. Men de levede altid stort. Ikke pænt, ryddeligt og rent - men stort.
Han havde et glas med småmønter, som vi børnebørn fik lov at dele, når det var fuldt. Vi elskede de dage, hvor farfar hentede glasset ned fra hylden, og så blev der talt op og delt ud. Så kunne vi krydse den store mark over til købmanden. ”For 25 øre af…”.
Min farmor spillede kort. “Sådan går det, når man spiller med djælve”, nærmest råbte hun, når modstanderen fik de gode kort… Hendes cigaret sad halvt i mundvigen - og meget aske ramte askebægeret - men endnu mere ramte ved siden af.
Jeg valgte at fortælle hende, som den eneste, da jeg var 13, at jeg var begyndt at ryge. Det syntes hun jo bare var hyggeligt. Ikke noget drama der.
Min farfar døde meget tidligt at lunge/strube kræft.
Min farmor forblev ryger.
Min farmor blev i sine sidste 10 år senil - og vi syntes alle sammen, at det var forunderligt at miste et menneske, hvis hjerte stadig slog.
Jeg savner min farfar og farmor.
Farfar Aage: Født 1922 - død 1986 Farmor Betty: Født 1923 - død 2004
Denne skriv er henvendt til bestemte ikke-navngivne personer. Personerne er dog kendt af redaktionen. Eller måske ikke……
Så sidder vi der -
og gemmer os bag ligusterløgnen.
Hvad vi troede, er ikke alligevel.
Hvad vi er, tror vi ikke på.
Min morfar havde spillemaskiner i hønsehuset. Han havde solgt byens cafeteria og havde vist haft lidt sværere ved at skille sig af med spillemaskinerne. Så de stod i det nedlagte hønsehus (eller var der virkelig levende høns samtidigt?)
Vi børnebørn elskede dem. Morfar gav os mønter til maskinerne, og så var vi beskæftiget i timevis. Det var absolut den bedste underholdning, og spillemaskinerne samlede alle børnebørnene i et fællesskab - og i en legerus af bedste karat.
Min morfar havde den der helt særlige aura af autoritet. Når vi “kom til” at lave ballade - eller på anden vis gøre os uheldigt bemærket, så var det bedst, hvis man kunne nå at fortælle mormor om det først, så hun kunne mægle lidt på forhånd. Men dengang min fætter og jeg smadrede et par vinduer, nåede vi det ikke. Morfar må have hørt lyden.
Pludselig kom han trampende med kosten. Vi var helt sikre på, at vi skulle have en ordentlig omgang kosteprygl….
Kosten var selvfølgelig til skårene… Men minutterne inden….
Min morfar lever stadig - og når jeg besøger ham, så prøver jeg altid at finde modet til at spørge ham - om livets store spørgsmål. Han sidder der, 95 år gammel, og må af mange grunde være en særdeles vis mand. Alligevel svigter modet mig. Jeg ved ikke, hvorfor?
Morfar Hans Peter - Født 1912
